Det er juletraditionerne, der gør juletiden helt speciel. Julelysene tændes i gaderne, hjemmene pyntes op, og julemusik spilles i radioen. Du vender tilbage, til det du kender. Julen skal helst være som den altid har været. Her på siden bliver du præsenteret for flere af de danske juletraditioner og et par få udenlandske.
Allerede i november og nogle gange før bliver der pyntet op med julepynt og lyskæder i gaderne i små som store byer. Der bliver pyntet op i de fleste butikker, og julemusik kommer ud af højtalerne. De fleste byer har også deres eget juletræ, hvor byens beboere og folk i omegnen mødes for at se lysene på træet blive tændt.
Julepynten er det første som indvarsler julen, og det er en fast juletradition i de fleste hjem, butikker, arbejdspladser og offentlige bygninger.
Indholdsfortegnelse
Julepynt og -lys i hvert et hjem
For nogle starter julepyntningen privat også allerede i november, men for andre er julepynt noget, som først kommer op den 1. december. Og den amerikanske tradition med at pynte med masser af lys udenfor i forskellige farver og figurer, vinder også mere og mere indpas i Danmark.
Find ideer til nyt julepynt lige her.
Julekalendere med overraskelser
Den første dag i december begynder nedtællingen.
En spændende måde at tælle ned til juleaften på, er med en julekalender. 24 låger. Én til hver dag. Der kan enten være billeder bag lågerne eller slik.
Nogle børn og barnlige sjæle får en pakkekalender med en lille gave til hver dag, eller en adventskalender med en større gave for hver søndag i advent.
Hele familien samles hver aften for at følge årets julekalender på en af tv-kanalerne. Tv-julekalenderen har været en fast del af sendefladen siden 1960’erne. Se en oversigt over TV-julekalendere her.
Mens julekalendere løber over skærmen, tændes kalenderlyset – endnu en måde at tælle ned til juleaften.
Adventskransen – en fast juletradition
Adventskransen er også en fast tradition for de fleste. Ét lys mere tændes for hver søndag i advent.
Traditionelt består den af en grankrans med fire lys og lilla, røde eller hvide bånd. Men der findes også utallige stager i dag med plads til fire lys, som for mange har erstattet den traditionelle adventskrans. Find eksempler på moderne adventsstager lige her.
Bagværk og julegodter
Der findes mange opskrifter på julesmåkager. De mest kendte er nok brunkager, pebernødder, klejner, jødekager og vaniljekranse. Men der findes også meget godt andet julebag. I mange familier er der helt faste ritualer omkring julebagningen.
I mange hjem er det også en tradition at lave julekonfekt. Du kender nok til de klassiske med nougat og marcipan og gerne overtrukket med chokolade. Men også her er der mange andre forskellige slags konfekt at vælge imellem.
Juleklip og -dekorationer
Juleklip er også en god tradition i julemåneden. Der flettes hjerter og stjerner og laves kræmmerhuse og guirlander. Julepynt, som kan sættes op i stuen, hænges på juletræet eller bruges i juledekorationen, som også kan laves denne eller en anden dag.
Hele familien samles og er kreative. Med til traditionen hører, at der serveres kakao og gløgg, julesmåkager, slik og frugt.
Flere skoler har ligefrem juleklip og fremstilling af juledekorationer som en fast juletradition.
Lucia-optog
Den katolske helgen Lucia fejres med en lysfest på hendes dødsdag d. 13. december, hvor hun blev dømt til døden for hendes tro.
Lucia har ikke direkte noget at gøre med julen, men luciaoptogene er for mange skoler, kirker og andre institutioner blevet en fast juletradition.
Luciabruden har seks lys i en krans på hovedet, og hele optoget bærer hvide kjoler, for at symbolisere Lucias renhed. Enhver har et lys i hånden.
Juletræet med sin pynt
Juletræet skal også købes. Der findes mange skove, der op mod jul, sælger grantræer. Enten som fæld-selv eller som allerede er fældet. Fældede træer kan også købes på stande på torvet, i garnterier eller hos spejderne.
Enten pyntes træet lillejuleaften eller også i løbet af juleaftensdag – så er der noget at tage sig til, mens der ventes.
Julegudstjenesten
For mange er det en fast juletradition at starte juleaften med at gå i kirke, høre juleevangeliet og synge julens salmer, inden vi skal hjem at spise.
Julemiddagen
Og selvfølgelig spiller maden juleaften en stor rolle. Til en traditionel dansk julemiddag er det mest almindeligt at spise enten and eller flæskesteg – eller begge dele. Anden er fyldt med svesker og æbler.
Som tilbehør spiser vi brunede og hvide kartofler, rødkål, brun sauce på fedt fra and eller flæskesteg og agurkesalat.
Julens dessert er risalamande med kirsebærsauce, der indeholder én hel mandel. Den som får denne mandel, skal have mandelgaven. Førhen var mandelgaven altid en marcipangris, men i dag kan det være alt fra sæbe til spil.
Dans om træet
Efter maden skal der danses om det pyntede juletræ. Hånd i hånd går familien rundt om træet og synger julens salmer og sange.
Når sidste tur er rundt om træet er slut, kan der løbes gennem hele huset i en lang kæde, mens der skråles ’Nu er det jul igen’.
Julegaverne
I Danmark er det tradition at give hinanden gaver juleaften, hvor det i andre lande først er juledags morgen, det foregår. Gaverne symbolisere de barselsgaver Jesusbarnet fik af de tre vise mænd. Denne juletradition stammer helt tilbage fra Romerriget.
Hvis ikke julemanden kommer med gaverne, er de allerede lagt under juletræet, og nu kommer den del, som specielt børnene har glædet sig til. Nu er det nemlig endelig tid til at pakke gaver ud.
Find inspiration til julegaverne til ham her og til hende her eller køb det hele på tilbud til Black Friday.
Julefrokoster
På de fleste arbejdspladser er julefrokosten en fast juletradition. Nogle er allerede i november, andre først i januar eller februar. Her mødes alle ansatte uanset stilling i uformelle rammer og spiser sammen.
Der kan være pakkeleg, konkurrencer, fællessang og/eller anden underholdning.
Også i mange familier holdes hyggelige julefrokoster, men det er som regel først første eller anden juledag.
Nogle tager juleslips, nissehuer eller måske endda en julesweater på til årets julefrokoster, mens andre blot kommer i almindeligt festtøj.
Traditionen tro varer julen til den 6. januar, så her skal julepynten fjernes og gemmes væk til næste år. Men nogle steder fjerner man allerede julepynten før nytår, så der kan blive plads til nytårspynten i stedet.
Udenlandske juletraditioner
Der holdes ikke jul i alle lande. Og i nogle lande er der helt andre juletraditioner, end dem vi kender.
I England pynter de op til jul med kristtjørn, farverige guirlander og misteltenen. I Amerika drikker de æggepunch. I Holland er det Sorte Per, der hjælper julemanden med at dele gaver ud. Og i Norge sætter de lys på deres kæres grave den 24. En tradition, som mange danskere også har taget til sig.
Så sådan er vi så forskellige.
God jul!
Denne side drives med sponsorat fra: julesweater.net.